Igennem hele livet går de fleste kvinder rundt med en forventning eller nærmere en drøm om at finde den perfekte mand. Manden er selvfølgelig som i et eventyr. Høj, stærk, smuk og selvfølgelig modig. Han vil gøre alt for at beskytte dig, så du hele tiden er tryg.
Gid denne drøm blev til virkelighed tænker mange kvinder nok efter at de har erfaret, at sådan ender det nok aldrig. Med mine ”kun” 19 år tror jeg til dels stadig på at denne mand findes. En mand som vil gøre alt for mig, så jeg kan føle mig tryg og elsket.
Når man møder en ny mand er det som et eventyr, men langsomt bliver eventyret mindre og mindre synligt og til sidst står man tilbage med noget, der ligner et mareridt. Noget som startede så godt er nu lige til at smide væk. Jeg vil nu fortælle om mit eventyr.
Som studerende boende i en meget lille by (langt fra altid) er man tit nød til at tage bussen for at komme til sit uddannelses sted. Dette har jeg skulle gøre. Jeg lagde meget hurtigt mærke til en af chaufførerne i bussen. I mine øjne virkelig attraktiv. En høj, slank mørkhåret mand med et glimt i øjet. Meget kliche agtig vidste jeg fra første blik at ham måtte have. Jeg begyndte hurtigt at snakke med ham og fandt også hurtigt ud af at han er forlovet og også har et barn (og 14 år ældre end mig), men stoppede det mig? Selvfølgelig ikke, for jeg skulle bare have ham (utrolig hvor viljefast man kan være, når man er blevet små forelsket). Fire måneder senere var han overbevidst og vi mødtes hjemme hos mig. Og det første kys var simpelthen fantastisk! Det blev til tre meget intense måneder, hvorefter virkeligheden meldte sig, for jeg lever ikke i et eventyr. Jeg indså at livet er for kort til at leve som hende den anden og han ville aldrig vælge mig frem for hende. Sandheden er at mand tit vælger det trygge frem for kærligheden. Vil nok nærmere sige at hele menneskeligheden har den tendens.
Min pointe med dette er at livet ikke altid er et eventyr og for den sags skyld heller ikke manden. Men når vi i livet møder en mand, som kunne være manden i vores drømme er vi nød med til at slå til. At leve et par måneder som i et eventyr er bedre end aldrig turde håbe.
Dette er samtidig en meddelelse til mændene: selvom kvinder i dag skal være stærke og selvstændige betyder det ikke at vi ikke har brug for en mand som kan beskytte os. En mand som er der for os, som bekymrer sig og som ser os. Vi vil gerne reddes.
Jeg håber og tror på at der en dag er en mand, som igen kan få mig til at føle mig som en prinsesse i et eventyr og måske ender det engang med ”og de levede lykkeligt til deres dages ende”.